Næst sidste dag

Hold da op, hvor er vi bare heldige med vores ferie. Vejret var igen godt i dag… i hvert fald indtil middagstid. Vi er heller ikke blevet syge og vi har ikke haft nogle store skader, selvom der var flere forsøg netop i dag.

Dagen startede i ro og mag på vores egen side af bjerget. Solen skinnede og vi råhyggede os. Vi havde dog kun kørt en times tid før Charlie tog et større styrt efter et hop og kun 10 minutter senere bragede Anna ind i Charlie for fulde gardiner. Lidt senere sprang fars snowboard-binding på den ene fod, så det var lige ved at ende i et grimt styrt. Det hele endte dog godt, da ingen led større skade.

Efter alt det uheld satte vi kursen mod Geden. Efterhånden som vi kom ned i skydækket blev det pænt tåget og der kom kraftigt snefald.

Efter en lidt kold frokost på Geden (de var løbet tør for gas til deres terrassevarmere), så måtte vi lige en tur forbi vores eget hotelværelse for at få varmen. Der gik dog ikke længe for Charlie og far drønede alene hen over vores egen bjergside, over til Zwölferkogel og ned af det modsatte bjerg med retning mod funparken. Dette var en ren herre-tur. Non stop uden pauser i tæt snefald, så det var med meget ømme stænger at vi nåede frem. Anna og mor sad nede for enden af funparken og nød en varm kakao da drengene kom frem.

Herefter tog ungerne et par ture alene i funparken mens mor og far slappede af med lidt god after-ski stemning og et par drinks. Skiløbet sluttede med en mor/søn tur ned af Reiterkogel, mens far og datter kig hjem for at nappe en tur i poolen.

Efter aftensmaden stod den på video-optagelser, sjov og nedpakning. I morgen tidlig skal vi checke ud, pakke bilen og så ellers ud og nyde den sidste dag. Det bliver eftersigende verdensklassevejr. Perfekt oven på en hel eftermiddag med tæt snefald over hele området. Det bliver stort i morgen!