De to første dage i Wagrain

De første to dage i Wagrain har været fantastiske. Vi startede torsdag aften med at overraske ungerne med at vi tog på skiferie en dag før tid. De havde begge glædet sig til at komme afsted dagen efter og ingen af dem gad sjovt nok at tage i skole fredag. Der var derfor stor glæde og sjove ansigtsudtryk, da vi fortalte dem at vi dappede torsdag aften. Speciel Charlie var underholdende, da han kom hjem fra træning og fik at vide at han havde 30 minutter til at pakke de sidste stumper.

Efter en god køretur i høj fart var vi fremme i Wagrain omkring 8.15. Efter en hurtig tur forbi skiudlejningen nappede vi en tur op af Grafenberg. Da vi kom ned ringende vi til Iben og Thomas og spurgte hvor de blev af. De anede heller ikke at vi var taget derned en dag før, så dem tog vi også fusen på. De var lige om hjørnet og gensynsglæden var stor. Resten af dagen tilbragte vi med dem. Da aftenen stod på hæld kørte vi ca. 20 minutter til vores hotelværelse vi havde lejet for denne ene ekstra dag. Vi gad ikke engang købe aftensmad, men varmede bare de sidste af Charlottes hjemmebagte pølsehorn og ostebaconboller og så var det ellers lige på hovedet i seng.

Det sneede det meste af natten til fredag, så da vi stod op var det til blå himmel, 4 graders frost og verdensklasse-sne. Vi havde en fantastisk dag med sol det meste af tiden, hvor vi i løbet af dagen fik besøg af resten af Thomas’ familie samt Morten, Ane, Valdemar og Ludvig.

Vi sluttede aftenen i vores ret lækre lejlighed, hvor vi nød den første af flere færdiglavede retter som far havde tilberedt hjemmefra. Vi nåede også lige forbi Iben og Thomas hotel (15 minutters gang fra vores egen lejlighed) til et par øl og en GT’er. Alt i alt har de to første dage været super fede.