Wagrain dag 3-5

Hold da fest vi får oplevet en del. Søndag bød på underligste vejr. På toppen af bjerget ved Klein Arl blæste hvad der nærmest må betegnes som en storm, der var overskyet og regn og sne slog mod kroppen. Man kunne næsten ikke stå oprejst. 200 meter længere nede var der komplet læ og senere også solskin og 10-15 graders varme. Vi nød selvfølgelig det mere rolige vejr, dog ikke før far havde fået forvildet sig ud i noget grim off-piste hvorfra der kun var en vej… gå op i 50cm dyb tung sne. Vi mødtes med Lisbet, Mogens og hans børn og hyggede med dem det meste af dagen.

Mandag var en helt fantastisk dag. Selvom der godt nok var pænt mange plusgrader, så var sneen super god og solen helt fantastisk. Vi startede dagen med at far slog en ny hastighedsrekord med 59km/t på snowboard på de ny-præparerede og isglatte pister. Bare en time senere havde temperaturen gjort sneen blød og medgørlig og vi nød det gode skivejr. Inden længe fandt alle de voksne frem til en lækker plads i solen på en af de lokale restauranter i terrænet mens ungerne legede i sneen og på pisterne. Aftenen sluttede på Kuhstall til en gang “våd” afterski mens ungerne kælkede udenfor. Til sidst spiste vi på Iben og Thomas’ hotel. Det var vist godt at vi alle fik vores eget lokale. Stemningen var nemlig pænt høj og de andre gæster skulle jo også gerne kunne spise i fred 🙂

Tirsdag var sneen elendig, men solen var fremme så vi tvang os til at stå lidt på pisterne. Benene er ved at være godt ømme, så efter et par korte ture tilbragte vi 1½ time i solen på en god restaurant og derefter vendte vi snuden hjem for at slappe af. I aften skal vi se om vi kan få kampen mellem Barcelona og Arsenal op på storskærm hos Iben og Thomas. Noget med at bruge min computer, Thomas’ internetforbindelse på hotellet og Mortens Viaplay abonnement. Det bliver spændende.