USA dag 12-16 Key West

Key West…

Lad mig starte med at få alle de dårlige ting ud af verden, så vi kan koncentrere os om hvor fedt stedet er. Vores hotel var det dyreste på hele vores rejse, til gengæld var det også det mest tarvelige rent værelsesmæssigt. Ungerne fik en dødsyg sovesofa (efter vi havde “opgraderet” vores værelse). Den knirkede helt vildt. Airconditionen i værelset larmede hele natten som en 747 der var ved at lette og poolen virkede ikke ren. Desuden koster alt penge her. Alle skal have drikkepenge for alt. Uanset om man har givet 4-500 dollers for en eller anden tur, så skal de da også lige have 15-20% i drikkepenge bagefter eller hvis de udleverer håndklæder som man allerede har betalt for, så skal de da også lige have et par dollars ekstra.

Hvorfor pokker lægger de det ikke bare på prisen?!?! Det der med drikkepenge hernede, det er altså lidt irriterende, men til gengæld er de meget servicemindede og alle vi har talt med i USA har været super flinke og søde.

Nok var vores hotel ikke hvad vi forventede, men det var stadig ok. Måske er det bare sådan hotellerne er i Old town Key West. Stedet var utrolig hyggeligt og deres morgenmadsbuffet var helt vild. Det er noget at det flotteste vi nogensinde har set. Bare det at sidde på terassen og kigge ud over vandet og palmerne mens man nyder en helt vild morgenbuffet var en lækker oplevelse.

Key West er super fedt. Virkelig fedt! Nu har vi prøvet alt på den her tur. New York havde høje bygninger med over 100 etager, Orlando var et rent turisthelvede, Bonita Springs var fladt og der var langt mellem alt og mega brede veje. Key West (old town) består af små huse i New Orleans stil med palmer over alt. Her er ingen høje huse og brede gader. Man går eller cykler rundt. Der er biler på gaderne, men ikke mange. Der går vilde høns rundt over alt og der ligger leguaner og soler sig. Her er varmt som i resten af Florida, men alligevel lidt friskere fordi det blæser lidt hele tiden. Der er et hav af sjove barer på Duval Street og solnedgangen fra Mallory Square er totalt smuk. Her er mange hundrede mennesker om aftenen sammen med gøglere og boder, mens stedet om dagen er dødt fordi det er for varmt. Havneområdet er mega hyggeligt med gamle træbygninger og masser af barer og restauranter. Apropos restauranter, så fik vi kun god mad i Key West. De har så mange gode restauranter der serverer lækker lokal fisk og skalddyr at man kan være her i ugevis og ikke besøge det samme sted to gange.

Turen fra Bonita Springs til Key West var lang. Det tog næsten 6 timer. De sidste tre timer er kun brugt på at køre over øerne “The Keys”. Der er faktisk ret langt fra du kører på Key Largo til du rammer Key West (over 200 km). Efter vores ankomst slappede vi af ved poolen. Om aftenen dappede vi på en pastabar. Det dryppede lidt, men intet der forhindrede os i at sidde ude. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med de “løse” haner og høns der går rundt. De sad simpelthen på stolene eller gik over vejen midt inde i byen. Pænt sjovt.

Dagen efter startede vi med den lækre morgenbuffet og så var der slap-af-tid ved poolen. Ved middagstid gik vi i ca. 35 minutter i bagende hede ned til en lille havn, hvor vi skulle ud på delfin-safari. Da vi kom frem fik vi at vide at der var sket en fejl i systemet, så vi kunne ikke komme med samme båd (der kunne kun være 6 i hver båd). Far blev pænt vred og vi endte da også med at få det hele til halv pris fordi vi måtte sidde to og to i hver sin båd. Vi kunne dog snorkle sammen, så det var ikke så slemt. I den lille havn lå den sødeste sø-ko vi har set (og den eneste). Den lå bare og slappede af og når de tændte for vandslangen ved kanten, lagde den sig om på ryggen og drak gladeligt. Her var også vilde leguaner der gik frem og tilbage mellem os.

Da vi kom ud på åbent hav blev der fyret godt op for motoren. Her fik vi set en større gruppe delfiner som desværre sov, så de kiggede kun op til overfladen for at trække vejret. Nogle gange er de legesyge og hopper rundt over vandet, men ikke denne gang. Herfra sejlede vi ud til revet hvor vi skulle dykke. Knap var vi kommet i vandet før der var rokker over alt kun 3 meter nede. Revet var ikke så farverigt som vi havde troet og vi så desværre ingen skildpadder eller hajer, men vi så dog masser af andre fisk og så de førnævnte rokker.

Bagefter blev vi sejlet ud til en sandbanke i midten af ingenting. Man står bogstavelig talt i 50cm vand i det fineste hvide og bløde sand, 10 km. fra land omringet af dybt vand. Pænt syret oplevelse. Charlie fik lov at styre båden hjem.

Om aftenen spiste vi på Red fish, Blue fish. Et lokalt sted vi fik anbefalet. Det lå tæt på Mallory Square, så far drønede ned for at fotografere solnedgangen, mens de andre gik op og ned af Duval Street med dens mange hyggelige butikker og barer. Mallory Square var proppet med mennesker og gøglere der optrådte. Alle var der for at se den berømte solnedgang. Det var virkelig en oplevelse. Så snart solen er gået ned, så bliver der hurtigt tomt igen.

Dagen efter stod vi tidligt op. Vi skulle oprindeligt have været på en ø kaldet Dry Tortuga 90 mil ude i vandet for at dykke, men der var ikke plads på færgen derud, så vi bestilte i stedet en hel-dags tur med en katamaran. Her sejlede vi først ud for at dykke. Ikke helt så fedt som på den forrige tur, men ok. Der var flere mennesker med båden, men den var også meget større. Bagefter sejlede vi tilbage til området foran Key West, hvor vi ude midt i vandet kunne komme op i faldskærm, få en tur på bananen efter en båd eller sejle på jet-ski. Vi havde ca tre mega sjove timer her, hvor vi fik prøvet det hele. Vi nåede faktisk at se delfiner igen. Både mens vi sejlede med katamaranen, men også da vi var ude på bananen. Fed oplevelse at være så tæt på dem.

Efter turen gik vi ned i havnen og spiste på en berømt resturant kaldet Alfredo’s, hvor der er halv pris på drinks og forretter mellem 16 og 18.30. De lavede godt nok nogle gode Key West Martinier og maden var super god. Vi var dog godt flade, så vi gik tidligt hjem og lå ved poolen og nød hængekøjerne på stranden med palmer og stjerner over os og lyn ude i horisonten.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang vi er i Key West! Far har planlagt at vinde et par hundrede millioner i lotto, så vi kan købe et hus og en båd hernede. Vi spillede faktisk på en lottokupon i Orlando. Der var 430 millioner dollars i puljen. Desværre vandt vi ikke der, men vi skal nok nå det!